EstherJensen.dk


ForsideHvem er jegSOS BørnebyerneRejserBorbjerg Mølle KroKontakt

 

Hvem er jeg

Hvem er jeg?

 

Af mit visitkort fremgår det at jeg er kromutter på Borbjerg Mølle kro, og at jeg har 3 medlemskaber, som samtidig er de ting, som jeg interesserer mig meget for, og bruger meget tid på, nemlig

 

De berejstes Klub

Harley Davidson club of Denmark

SOS-børnebyernes bestyrelse.

 

Min barndom:

Jeg har heddet Jensen hele mit liv, idet jeg ved at gifte mig med Carl i 1972 fandt mig en anden Jensen, og ham nåede jeg at være gift med i 33 år indtil han døde i 2005.. Jeg er født i 1950 i Resen ved Struer, er opvokset i en landbofamilie som nr. 3 i en børneflok på 5 børn. Vi flyttede Aulum i 1954, hvor jeg gik i skole indtil 1967.

Mit arbejdsliv:

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville være, men så en annonce i avisen fra Holstebro Amtstue, der søgte en elev. Jeg søgte og fik stillingen. Det er for øvrigt det eneste job, jeg har søgt i hele mit liv. I min læretid lærte jeg en masse om at indberette ejendomsvurderinger, beregne gaveafgifter, opkræve vægtafgifter og amtstueskatter, sælge stempelmærker til advokater, udbetale lotteriafgifter og meget andet, jo det var en blandet landhandel. Kontoret blev nedlagt i 1970, hvor jeg blev overflyttet til Amtsligningsinspektoratet i Herning, (senere Amtsskatteinspektoratet – nu Skat). Her fik jeg en skatterevisoruddannelse, og blev ved dette job i 15 år. I starten af vort ægteskab arbejde Carl som rådgivende ingeniør hos Midtconsult i Herning, der havde byggematadoren Boje-Nielsen som fast kunde. Dette førte til at Carl blev teknisk direktør hos ham, og det blev starten til at vi blev involveret i byggefirmaer inden for bl.a. totalentreprise, el, vvs, aluminium,  tømmerhandel og halbyggeri.  Gennem årene blev der bygget rundt i det ganske land, i Libyen, Nigeria, Færøerne, Grønland, Norge, Tjekkiet og i Kina. På et tidspunkt bestod koncernen af 28 forskellige firmaer, og dette fik mig til at søge orlov fra mit arbejde ved det offentlige for at bruge min tid i Trindmosegruppen, vort konsulentfirma, der styrede organisationen og regnskaberne i de forskellige firmaer. I en periode havde vi også autoværksted med Mazda-forhandling, men da vi i 1987 købte kroen, brugte jeg mere og mere af min tid på denne, og det gik hurtigt over til at blive heltidsbeskæftigelse for mig. Forskellige omstændigheder samt Carls sygdom de senere år gjorde at der ved hans død var langt færre aktiviteter i gang, så jeg i dag primært kan beskæftige mig med kroen.

Mit privatliv:

Som det nok fremgår af ovenstående, har vi brugt en stor del af vort liv med at arbejde. Heldigvis gav vi os tid til at få  Randi, der er adopteret fra Indien i 1983.

Randi har siden 2005 været ansat hos Jysk Rejsebureau. I starten  i Odense afdelingen, hvorefter hun i et årstid var udstationeret på firmaets Vietnam kontor i Hanoy. I dag er hun i Århus-afdelingen og sælger rejser til mange af de skønne steder i lande hun i sit liv selv har besøgt. Hun haler hastigt ind på antallet af mine besøgte lande, som er 92 (2010). Vi rejser hvert år på skiferie, og siden 1987 har vi selv haft lejlighed i Avoriaz i de franske alper.

Siden 1997 har jeg mindst 1 gang om året besøgt Swaziland, hvor mine SOS-børn bor i børnebyen i Mbabane. Det er blevet til i alt 15 besøg, og de seneste år har jeg arrangeret rundrejser i det sydlige Afrika for venner og familie. Vi har gennem årene besøgt Lesotho, Mozambique, Zimbabwe, Zambia og Botswana i forbindelse med rejserne til Sydafrika og Swaziland.

Siden jeg i 2005 tog kørekortet til motorcykel, har mit liv taget en helt ny drejning.

Hvor jeg tidligere arbejdede non stop  om sommeren, og rejste ud i verden om vinteren, trækker det nu også at holde fri, når det i sommerhalvåret er motorcykelvejr i Danmark.

 

Mit liv som biker.

Da jeg i foråret 2005 pludselig stod alene efter Carls død, følte jeg at jeg skulle gøre noget anderledes i mit liv, for ikke at køre videre i samme spor. Jeg tog kørekort til motorcykel i efteråret 2005, og i foråret 2006 købte jeg min Honda Shadow 600. Det var lidt af en tilfældighed at det blev denne motorcykel, idet mit udgangspunkt for køb af motorcykel var flg. 3 kriterier:

Jeg ville have en mc med rund lygte, den måtte gerne sige som en fiskekutter og så syntes jeg at en sort mc var flot.

Efter at have fået lidt køre-erfaring i sommeren 2006, tilmeldte jeg mig Moto-Mondos tur til Cuba i febr. 2007, hvor vi skulle have vore egne motorcykler med. Turen rundt på Cuba var en stor udfordring for mig. Jeg kunne godt mærke at jeg ikke havde den erfaring, som de øvrige deltagere på holdet. Da jeg i marts 2007 besøgte Randi i Australien, lejede jeg en Road King Harley Davidson og kørte rundt et par dage inde ved Ayers Rock. Jeg har hele tiden haft en drøm om selv at få en Harley, men denne model var alt for tung og klodset for mig. Jeg havde ikke mod til at tage ud til Caps i Århus og be´ om at prøve forskellige Harley modeller.

Da Ida Tin fra Moto Mondo i marts 2008 arrangerede en pigetur rundt i Arizona på Harley, tilmeldte jeg mig denne tur. Og her var der så mulighed for at prøve forskellige modeller:  Sportster, Fat Boy, Douze, Low Rider og Street Bob. Da jeg kom hjem købte jeg en Street Bob Årgang 2006 som havde kørt 4.000 km.  I 2008 var vi i Norge til fætter-kusine komsammen. På denne tur kørte jeg Harley i det skønne terræn i Vestnorge i Stavanger-området.

I efteråret var vi 4 piger på mc-tøsetur til Bornholm. Vi sejlede fra Køge til Rønne, kørte rundt på Bornholm i 5 dage og tog hjemturen over Ystad i Sverige.

Det var en opvarmningstur til MC-turen i slutningen af oktober 2008, hvor vi kørte ”Coast to Coast”  - fra Santiago i Chile til Buenos Aires i Argentina. Turen var på ca. 2.500 km,  hvor turen startede med 42 hårnålesving i Andesbjergene. Vi passerede grænsen til Argentina i 3.000 meters højde i snevejr. Turen gik gennem bl.a. Mendoza, Santa Fe, Cordoba  og foregik i meget afvekslende terræn – lige fra uendelige ørkenstrækninger til grønne græsmarker så langt øjet rækker. For mig var den største udfordring da vi ad en 14 spors motorvej med en aggressiv trafik rullede ind i Buenos Aires.

 

I efteråret 2009 var vi 4 bikertøser, der på udvejen tog biltoget fra Hamburg til Narbonne og kørte videre til Tossa del Mar, der ligger 80 km nord for Barcelona i Spanien.  Efter at have nydt sensommeren ved Middelhavet i 3 dage, kørte vi til Beziers i Sydfrankrig, krydsede over Rhone dalen og kørte syd om Geneve søen, og tog et par dage i Avoriaz, hvor vi jo om vinteren står på ski. Modsat livet i skisæsonen er Avoriaz en total død by i september. Vi havde valgt at tilbringe et par dage der, og en af dagene kørte vi ad skipister til Lindaret og videre ned til Montriond søen. Det må siges at være lettere at tilbagelægge disse pister på ski end på motorcykel. Men vi fik en god tur ud af det, og turen hjem gik gennem skønne Schweiz, med biltog fra Lörrach i det sydlige Tyskland og tilbage til Hamburg.

 

I marts 2010 gik turen til Mellemamerika, hvor vi var 12 bikere, der på lejede Trueno-motorcykler kørte gennem Nicaragua, Honduras og El Salvador. Flot natur og hedebølge med temperaturer på 35 grader hver dag. En forsinkelse på 3 dage ved grænsen mellem Nicaragua og Honduras gjorde at vi ikke gennemførte den oprindelige rejseplan, der også includerede Guatemala. Men vi nåede vidt omkring, lige fra Stillehavet i syd til Caribiske hav i nord.

 

I juli 2010 var vi 4 venner på tur med egne motorcykler rundt på Færøerne. Vi sejlede med Smyril Line fra Hanstholm. På 7 dage kørte vi knap 1.000 km og nåede at se og opleve mange af de grønne øer i Atlanterhavet. Vi var så heldige at have klart vejr og sol de fleste dage, så den medbragte picnic blev hver dag spist med formidable udsigter over de grønne fjelde og blå fjorde. Ingen sted på Færøerne er der mere end 4 km til hav eller fjord, vejene er gode og færingerne er hjælpsomme og gæstfrie.

 

Min interesse for motorcykler har bevirket at vi siden 2007 har holdt mange MC træf på kroen med mange besøgende, specielt når vejret har været ok.

De sidste 2 vintre har vi holdt Bikeraftener med stor succes. Kommende arrangementer vil blive adviseret på kroens hjemmeside www.borbjergmill.dk