Min barndom: Jeg har heddet Jensen hele mit liv, idet jeg ved at gifte mig med Carl i 1972 fandt mig en anden Jensen, og ham nåede jeg at være gift med i 33 år indtil han døde i 2005. Jeg er født i 1950 i Resen ved Struer, er opvokset i en landbofamilie som nr. 3 i en børneflok på 5 børn. Vi flyttede til Aulum i 1954, hvor jeg gik i skole indtil 1967.
Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg ville være, men så en annonce i avisen fra Holstebro Amtstue, der søgte en elev. Jeg søgte og fik stillingen. Det er for øvrigt det eneste job, jeg har søgt i hele mit liv. I min læretid lærte jeg en masse om at indberette ejendomsvurderinger, beregne gaveafgifter, opkræve vægtafgifter og amtstueskatter, sælge stempelmærker til advokater, udbetale lotteriafgifter og meget andet, jo det var en blandet landhandel. Kontoret blev nedlagt i 1970, hvor jeg blev overflyttet til Amtsligningsinspektoratet i Herning, (senere Amtsskatteinspektoratet – nu Skat). Her fik jeg en skatterevisoruddannelse, og blev ved dette job i 15 år.
I starten af vort ægteskab arbejde Carl som rådgivende ingeniør hos Midtconsult i Herning, der havde byggematadoren Boje-Nielsen som fast kunde. Dette førte til at Carl blev teknisk direktør hos ham, og det blev starten til at vi blev involveret i byggefirmaer inden for bl.a. totalentreprise, el, vvs, aluminium, tømmerhandel og halbyggeri. Gennem årene blev der bygget rundt i det ganske land, i Libyen, Nigeria, Færøerne, Grønland, Norge, Tjekkiet og i Kina. På et tidspunkt bestod koncernen af 28 forskellige firmaer, og dette fik mig til at søge orlov fra mit arbejde ved det offentlige for at bruge min tid i Trindmosegruppen, vort konsulentfirma, der styrede organisationen og regnskaberne i de forskellige firmaer. I en periode havde vi også autoværksted med Mazda-forhandling, men da vi i 1987 købte kroen, brugte jeg mere og mere af min tid på denne, og det gik hurtigt over til at blive en heltidsbeskæftigelse for mig. Forskellige omstændigheder samt Carls sygdom de senere år gjorde at der ved hans død var langt færre aktiviteter i gang, så jeg i dag primært kan beskæftige mig med kroen.
Som det nok fremgår af ovenstående, har vi brugt en stor del af vort liv med at arbejde. Heldigvis gav vi os tid til at få Randi, der er adopteret fra Indien i 1983. Randi har siden 2005 været ansat hos Jysk Rejsebureau. I starten i Odense afdelingen, hvorefter hun i et årstid var udstationeret på firmaets Vietnam kontor i Hanoy. I dag er hun i Århus-afdelingen og sælger rejser til mange af de skønne steder i lande hun i sit liv selv har besøgt. Hun haler hastigt ind på antallet af mine besøgte lande, som er 92 (2010). Vi rejser hvert år på skiferie, og siden 1987 har vi selv haft lejlighed i Avoriaz i de franske alper. Siden 1997 har jeg mindst 1 gang om året besøgt Swaziland, hvor mine SOS-børn bor i børnebyen i Mbabane. Det er blevet til i alt 15 besøg, og de seneste år har jeg arrangeret rundrejser i det sydlige Afrika for venner og familie. Vi har gennem årene besøgt Lesotho, Mozambique, Zimbabwe, Zambia og Botswana i forbindelse med rejserne til Sydafrika og Swaziland. Siden jeg i 2005 tog kørekortet til motorcykel, har mit liv taget en helt ny drejning. Hvor jeg tidligere arbejdede non stop om sommeren, og rejste ud i verden om vinteren, trækker det nu også at holde fri, når det i sommerhalvåret er motorcykelvejr i Danmark.
Livet som kromutter på Borbjerg Mølle Kro
Da vi i 1987 købte kroen havde vi ikke gjort os dybere tanker om, hvad et sådant køb kunne betyde for vores fremtid. Det var på et tidspunkt da vi var involveret i byggefirmaer indenfor de fleste brancher, vi gik meget på restaurant og syntes at det kunne være sjovt at have et sted selv. I starten ansatte vi personale til den daglig drift med hotel og restaurationsdelen, jeg beskæftigede mig med regnskab og markedsføring, og Carl tog sig af det bygningsmæssige. Samme dag som vi overtog kroen startede vi ombygningen, og denne er endnu ikke færdiggjort, og vil nok heller aldrig vil blive det. Med bygninger, hvoraf nogle er hen ved 300 år gamle, vil en restaurering aldrig blive afsluttet, og med stedets mere end 600 års historie er det da absolut bevaringsværdigt.
Men vi kunne se stedets muligheder, og det har da også vist sig, at stedet kunne bære den investering, vi gennem årene har lagt i møllen. Et par år efter købet, overtog jeg selv den daglige ledelse, og har gjort det siden. Vi har gennem årene udbygget og restaureret. Ved overtagelsen var der 10 værelser med fælles bad og toilet, og i dag har vi 27 værelser med eget bad og toilet. Alle værelser er individuelt indrettet og har navne efter kendte personer og steder vi har rejst til i verden, og værelserne er dekoreret med indkøbte ting fra den store verden.
Man skal ikke opholde sig længe på kroen før man får indtrykket af at det også har noget med Afrika at gøre. Det hænger sammen med min interesse for SOS-børnebyerne, som I kan læse om andetsteds på hjemmesiden.
I 1997 var jeg sammen med Carl og Randi på rundrejse i Sydafrika, og besøgte SOS-børnebyen i Swaziland for første gang. Her tegnede jeg mit første fadderskab for en nyfødt, forældreløs pige, og dette sted har jeg nu besøgt 26 gange.
At jeg har fået Afrika i blodet, er der ingen tvivl om, og derfor er det skønt for mig at jeg har flyttet et lille stykke af Afrika til kroen. Foruden min elefantsamling på omkring 2.300 elefantfigurer omfatter det opførelsen af det afrikanske pælehus, BOMA´en samt vore 2 KUBUKA´er. ”Afrikas Dronning” er en ombygget landrover, der er forlænget til limousine. Den ligger ved en lille bro ved møllesøens bred og er dermed blevet til en vandrover. Her kan op til 12 personer sidde og nye en sundowner og et lettere måltid. Se mere på kroens hjemmeside.
Pr. 1. maj 2018 solgte jeg kroen til Malene og Mark Harpøth samt Ashli Williamson og Bjørn Bitsch. De overtog “mit jyske Afrika” incl. min elefantsamling.
Fra samme dato blev jeg pensionist og nyder nu min frihed med mulighed for at se mere til venner og familie samt for at se de dele af verden, jeg endnu ikke har nået at besøge.