EstherJensen.dk


ForsideHvem er jegSOS BørnebyerneRejserBorbjerg Mølle KroKontakt

 

Mine rejser

 

 

Lad mig allerførst slå fast at jeg er enig med H. C. Andersen:. ”At rejse er at leve”.

Efter at have været på Gran Canaria 4 gange i starten af 70-erne fandt jeg ud af at der var en anderledes og  mere spændende verden at rejse i. Den første store tur, Carl og jeg tog på egen hånd, var i 1978, da vi var på Phuket i Thailand. På dette tidspunkt var der 3 hoteller på hele øen, en uberørt natur og meget få turister. Vi boede på Patong beach, hvor der dengang var en øde strand, og hvor den eneste mulighed for fortæring udenfor hotellet var et par søstre, der havde en simpel restaurant, bestående af 2 borde og en trækasse, hvor øl, vand og fisk blev opbevaret i. Samme sted er der i dag et utal af bordeller. Når vi hele vort liv har rejst så meget er det for at nå at opleve de forskellige lande før der kommer for mange turister. For så længe der ikke er turister, er der ikke påtrængende sælgere, der absolut ser os som deres kunder.  Dette oplevede vi i 1982, da vi var på trekking  i Nepal. Dengang var der enten mulighed for overnatning i medbragt telt eller hos de lokale, og flere nætter delte vi senge med de nepalesiske familier.

Gennem årene er det blevet til besøg i mange forskellige lande og territorier. Jeg er medlem af de berejstes klub, hvor et af kravene er, at man skal have besøgt lige så mange lande, som man er år gammel. Og besøget skal have varet i mindst 24 timer.

 

Det er foreløbig blevet til flg. lande og territorier:

 

Andorra, Antarktis, Arabiske Emirater, Argentina, Australien, Østrig, Belgien, Bhutan, Bolivia,  Borneo,  Botswana, Brazilien, Brunei, Canada, Chile, Cuba, Kina, Tjekkiet. Ægypten, Ecuador, El Salvador, Estland,  England, Finland, Frankrig, Færøerne,  Galapagos, Gambia, Gibraltar, Tyskland, Grækenland, Grønland, Holland, Honduras, Hong Kong, Ungarn, Island, Indien, Indonesien,  Irland, Israel, Italien, Jordan, Kenya, Liechtenstein, Lesotho, Letland, Luxemborg, Mexico, Monaco, Mozambique, Nepal, Nicaragua, Holland, New Zealand, Norge,Oman, Palæstina, Paraguay, Peru, Polen, Portugal, Påskeøen, Rusland, Skotland, Senegal, Singapore, Slovenien,  Sydafrika, Spanien, Svalbard, Sverige, Schweiz, Swaziland,  Thailand, Tyskland, Tunis, Tyrkiet, USA, Vatikanet, Venezuela, Vietnam, Wales, Zambia, Zimbabwe.

 

Af Verdens 7 vidundere, har jeg besøgt de 6: Den kinesiske mur, Taj Mahal, Jesus figuren i Rio de Janeiro, Brasilien,  Machu Picchu i Peru, Colosseum i Rom samt Petra i Jordan. Det syvende er maya ruinerne på yogotan halvøen i Mexico. Vi besøgte i stedet Teotihuacan ruinerne nord for Mexico city  da vi i 2003 var i dette land.

 

Og hvor er så det bedste feriested?  Det er ikke let at udvælge et bestemt sted, for oplevelserne er unikke, næsten hvor i verden man kommer.

Naturmæssigt er Færøerne, Island og  Grønland enestående på hver deres måde, men også stilheden på Svalbard og Antarktis er fascinerende.

Skal man måle oplevelserne i dyreverdene, er der ikke noget som de store dyr i Afrika. Utroligt at man kan sidde i sikkerhed i en åben safaribil og lade en flok kæmpestore elefanter passere tæt på.

Men Galapagos er jo unik med de forskellige typer af kæmpeskildpadder, leguaner og fuglene,som man kan passere tæt på, uden at de flytter sig.

 

Tænker man på uopklarede mysterier, findes der ikke noget mere afsides og specielt end de omkring 800 stenfigurer, der står placeret på en ø på størrelse med Lolland, beliggende 4.000 km ude i Stillehavet.

 

Historisk er det Ægyptiske  et studie for sig, og forsøger man at sætte sig ind i den buddistiske  og hinduistiske religion i fjerne østen, åbner der sig igen en verden af oplevelser.

 

De steder, hvor jeg er kommet tættest på lokalbefolkningen er i Swaziland, som jo næsten er blevet til mit andet hjem. Gennem mine mange besøg der og mit engagement med børnene i SOS børnebyen, er jeg kommet til at holde meget af dette land og dets befolkning.

 

Frankrig er det land jeg har besøgt flest gange. Siden 1987 har vi hvert år stået på ski i Avoriaz, som ligger syd for Geneve søen, tæt på grænsen til Schweiz. 

 

Flere af vore besøg rundt i verden har været for at besøge venner, og det er sket i Australien, New Zealand, Canada, Norge, Sverige og Grønland.