MC Eventyr

Besøgte lande på motorcykel:

2007: Cuba, Australien, Tyskland

2008: Arizona, Norge, Bornholm, Argentina, Chile

2009: Sverige, Spanien, Frankrig, Schweiz, Tyskland

2010: Nicaragua, El Salvador, Honduras, Færøerne, Småland, Florida

2011: Swaziland, Sydafrika, Tyskland, Indisk Himalaya

2012: Cambodia, Uganda, Frankrig, Schweiz, Monaco, Italien, Nepal

2013: Chile, England, Skotland, Østrig, Slovenien, Kroatien, Bosnien, Montenegro, Albanien

2014: Spanien, Marokko, Norge, Sverige, Vietnam, Columbia

2015: Sri Lanka, Tyskland,  Polen, Lithauen, Letland, Bhutan

2016: Filippinerne (Palawan) Alaska, Oregon og Washington (USA) Vancouver Island, Canada (British Columbia og Yukon) Japan

2017: Etiopien, Laos, Portugal, Spanien, Madagaskar

2018: Zanzibar, Myanmar (Burma), Cypern, USA (Californien, Nevada, Utah, Denver, Montana, Wyoming, Idaho og Oregon) New Zealand

2019: Rajhasthan (Indien), Holland, Belgien, Nordkap (Norge) Sydafrika og Eswatini

2020: Rwanda, Østrig, Tjekkiet, Tyskland

2021 Tyskland, Østrig, Italien, Halkidiki (Grækenland)

2022 Madeira, Azorerne, Tyskland, Norge, USA´s sydstater, Kerala (Indien)

2023 Fuerteventura, Øland og Gotland, Australien (fra Perth til Sydney)

Mit liv som biker. Da jeg i foråret 2005 pludselig stod alene efter Carls død, følte jeg at jeg skulle gøre noget anderledes i mit liv, for ikke at køre videre i samme spor. Jeg tog kørekort til motorcykel i efteråret 2005, og i foråret 2006 købte jeg min Honda Shadow 600. Det var lidt af en tilfældighed at det blev denne motorcykel, idet mit udgangspunkt for køb af motorcykel var flg. 3 kriterier: Jeg ville have en mc med rund lygte, den måtte gerne sige som en fiskekutter og så syntes jeg at en sort mc var flot. Efter at have fået lidt køre-erfaring i sommeren 2006, fik jeg kontakt med Hjalte Tin, der på dette tidspunkt tilbød en tur til Cuba i febr. 2007, hvor vi skulle have vore egne motorcykler med. Turen rundt på Cuba var en stor udfordring for mig. Jeg kunne godt mærke at jeg ikke havde den erfaring, som de øvrige deltagere på holdet. Da jeg i marts 2007 besøgte Randi i Australien, lejede jeg en Road King Harley Davidson og kørte rundt et par dage inde ved Ayers Rock. Jeg har hele tiden haft en drøm om selv at få en Harley, men denne model var alt for tung og klodset for mig. Jeg havde ikke mod til at tage ud til Caps i Århus og be´ om at prøve forskellige Harley modeller. Da Ida Tin fra Moto Mondo i marts 2008 arrangerede en pigetur rundt i Arizona på Harley, tilmeldte jeg mig denne tur. Og her var der så mulighed for at prøve forskellige modeller Sportster, Fat Boy, Douze, Low Rider og Street Bob. Da jeg kom hjem købte jeg en Street Bob Årgang 2006 som havde kørt 4.000 km. I 2008 var vi i Norge til fætter-kusine komsammen. På denne tur kørte jeg Harley i det skønne terræn i Vestnorge i Stavanger-området. I efteråret var vi 4 piger på mc-tøsetur til Bornholm. Vi sejlede fra Køge til Rønne, kørte rundt på Bornholm i 5 dage og tog hjemturen over Ystad i Sverige. Det var en opvarmningstur til MC-turen i slutningen af oktober 2008, hvor vi kørte ”Coast to Coast” – fra Santiago i Chile til Buenos Aires i Argentina. Turen var på ca. 2.500 km, hvor turen startede med 42 hårnålesving i Andesbjergene. Vi passerede grænsen til Argentina i 3.000 meters højde i snevejr. Turen gik gennem bl.a. Mendoza, Santa Fe, Cordoba og foregik i meget afvekslende terræn – lige fra uendelige ørkenstrækninger til grønne græsmarker så langt øjet rækker. For mig var den største udfordring da vi ad en 14 spors motorvej med en aggressiv trafik rullede ind i Buenos Aires. I efteråret 2009 var vi 4 bikertøser, der på udvejen tog biltoget fra Hamburg til Narbonne og kørte videre til Tossa del Mar, der ligger 80 km nord for Barcelona i Spanien. Efter at have nydt sensommeren ved Middelhavet i 3 dage, kørte vi til Beziers i Sydfrankrig, krydsede over Rhone dalen og kørte syd om Geneve søen, og tog et par dage i Avoriaz, hvor vi jo om vinteren står på ski. Modsat livet i skisæsonen er Avoriaz en total død by i september. Vi havde valgt at tilbringe et par dage der, og en af dagene kørte vi ad skipister til Lindaret og videre ned til Montriond søen. Det må siges at være lettere at tilbagelægge disse pister på ski end på motorcykel. Men vi fik en god tur ud af det, og turen hjem gik gennem skønne Schweiz, med biltog fra Lörrach i det sydlige Tyskland og tilbage til Hamburg. I marts 2010 gik turen til Mellemamerika, hvor vi var 12 bikere, der på lejede Trueno-motorcykler kørte gennem Nicaragua, Honduras og El Salvador. Flot natur og hedebølge med temperaturer på 35 grader hver dag. En forsinkelse på 3 dage ved grænsen mellem Nicaragua og Honduras gjorde at vi ikke gennemførte den oprindelige rejseplan, der også includerede Guatemala. Men vi nåede vidt omkring, lige fra Stillehavet i syd til Caribiske hav i nord. I juli 2010 var vi 4 venner på tur med egne motorcykler rundt på Færøerne. Vi sejlede med Smyril Line fra Hanstholm. På 7 dage kørte vi knap 1.000 km og nåede at se og opleve mange af de grønne øer i Atlanterhavet. Vi var så heldige at have klart vejr og sol de fleste dage, så den medbragte picnic blev hver dag spist med formidable udsigter over de grønne fjelde og blå fjorde. Ingen sted på Færøerne er der mere end 4 km til hav eller fjord, vejene er gode og færingerne er hjælpsomme og gæstfrie.

Som det fremgår af oversigten er det gennem årene blevet til besøg i mange lande på motorcykel.

Jeg solgte i 2014 min Honda Shadow købte i stedet en Honda CRF 250M, som nu er byttet til en KTM Duke390. Denne mc er jeg blevet meget glad for at køre på. Min Harley Street Bob solgte jeg i 2019, da den blev for tung for mig at håndtere.

Pt  (november 2023) har jeg kørt 290.000 km på mc i 63 forskellige lande og 19 stater i USA.